Katastrofe!

Sted: Kantine
Tid: 12:45
Omgivelser: Mad, kantinedamer og andre engler.

Blandt de mange engler, stod en engle med sine hvide vinger, som for en gangs skyld var gemt borte. I køen, hvor han stod, ville han købe en bakke jordbær, kantinedamer havde fundet ud af at han virkelige elskede Jordbær.
Så snart han kom til med sin bakke til dem, sagde den ene, "Du må snart begynde at spise noget andet end Jordbær, Matthew" sagde hun med en blid stemme. Drengen smilte kært og vidste hun ikke pænte det ondt. "Så giv mig nogle fritter med," sagde han og betalte for maden.
Han rykkede videre hen, så han kunne få sin mad. Fritter og Jordbær, mums.
Han vente sig. Med bakken i den ene hånd, og et jordbær i den anden. Hans hvide trøje forblev altid hvid, og hans mørkeblå cowbukser, han havde sjovt nok ikke nogen sko på. Hans sorte hår var som altid pjusket og kørte mod venstre. Han gik roligt hen mod et bord. Et bord hvor han kunne sidde og spise sin frokoster fritter og sine elskede jordbær.

Rosaleen havde været en af de første i køen og havde fået en sandwich og en juice på sin bakke. Hendes påklædning bestod af røde nethandsker, en T-shirt, som var blevet klippet lige under brystet, med et grønt tryk. Inden under T-shirten havde hun en bluse med huller ned langs forkroppen og dertil nogle sorte lårkort shorts. Om benene havde hun nogle overknæ sorte og hvide strømpebukser, med rød sløjfe i toppen og med kortenes tegn i siden. Hendes sko var sorte stilletter med en masse sølv spænder op af.
I dag var hendes øjne røde, det var kontaklinser, og ligeså hendes hår, som hun havde farvet. Om øjnene havde hun mørkelilla og blå øjenskygge samt mascarra og en anelse eyeliner.
Da hun endelig var færdig i køen gik hun mod et tomt bord. Hun ville helst ikke nyde nogle af de andres kommentarer i dag. Hun var ikke i det bedste humør. Det ville sikkert bare ende med en kæmpe slåskamp hvis hun satte sig hos nogle af de andre. Rosaleen var en med magt. En som gjorde hvad hun ville. En som ikke lod sig bøje så nemt. Hun satte sin bakke på bordet samtidig med at en dreng kom hen. Hun skævede over til drengen. Mørke render under øjnene. Ranglet. Sort pjusket hår og i hvid bluse og sorte cowboybukser. Hvornår normal kunne man være? Ha! Rosaleen så ned på sin sandwich, tog den op og tog en bid. Med et blik der viste hun ikke rigtig kiggede på noget.

//Hendes tøj//

Matthew gik med sine halv lange skidt mod bordet, hvor en pige sad. Han stoppede tøvende op, da han skulle se om han kunne tænke sig til hendes race. Sådan en lidt skræmmende pige. Han så skræmt ud, for ja, hun så jo ond ud!
Han gik med korte skidt hen mod hende. Han så ned på sine jordbær, og blev lidt tryggere af det. Men inden han havde fået set sig op, var han skvattede over sine egne fødder. Hans jordbær fløj af sted. Og han selv faldt ned på maven. Han bukkede bag over med ryggen og strakte armen ud, ligesom han kunne gribe dem men nej. ”NEEEJ!~” skreg han ligeså, han så sine elskede jordbær lagede på pigen, og nogle gik itu på hende.
Det så ud til han fik tåre i øjnene. Han satte sig op på hug, og bukkede hovedet. ”Mine jordbær… er ødelagte!” peb han lidt og vuggede roligt på sine bare fødder. Roligt rejste han sig op, og gik hen mod bordet. Nogle tunge vejrtrækninger tog han roligt, mens han havde blikket vendt ned. Han stoppede foran pigen og rykkede roligt hen ved siden af hende, hvor han derefter satte sig. Bare hun ikke råber ad mig… please world! vare hans bedende tanker.

Aileen gik ind i en overfyldt kantine. Hun tog en bakke og kiggede kort på maden. Hun lagde bakken fra sig. Hvorfor skulle jeg spise noget? Tænkte hun. Hun satte kurs mod et bor hvor to engle stod, den ene overfyldt med jordbær. Hun kiggede kort på dem og satte sig ved bordet. Hun havde sine sort shorts på, sin sorte top med et par små detaljer og sine sorte og slidte converse. Havde de et problem? Så kunne de fandeme rende hende i røven! Hun himlede surt med øjnene. "Hvad?" spurgte hun irriteret, "har i tænkt jer at stå der hele dagen? Jeg mener, hvis i er sultne så slå jer da ned." Hun rystede på hovedet. Hvad skete der lige for dem? "Jaja," sagde hun, "bare lad den kolde pige være! Vi skulle nødig have at de 'gode' engle fryser!" Hun rejste sig. "Bare tag plads," mumlede hun indædt, "jeg rykker bare heeeeeeelt derned!" Hun satte kurs mod den anden ende af salen, vendte om, kiggede på dem og frøs så sig selv ude af fællesskabet. Hun ville bare ikke mobbes igen! Efter alle de dage på den sindssyge anstalt, var det hun mindst ønskede sig, at blive behandlet som den særling med bulerne i ryggen. Selvom de selvfølgelig også havde bulerne... men faktum var at hun ikke ligefrem var god til at møde nye mennesker. Man måtte først vinde hendes tillid...